Life

Tænk hvis man nu gik fra jorden, uden at nå at sige farvel til nogen? Hvordan ville det være? Helt forfærdeligt. At forlade et sted uden at sige farvel, eller nå et sidste ord ville være forfærdeligt. Jeg kan slet ikke tænke på det. I dag skete der faktisk noget ret vigtigt...


Det øsede ned, men jeg løb hurtig ind i bussen med min veninde. Vi sad og snakkede om alt. Skole, performance, venner, tøj, ferie.. Ja, en hyggelig samtale. Bussen var prop fyld, som altid. Kl var 07.25 da vi stod af på Nærum St. Min søster og bror tog afsked, da de skulle videre med grisen. Jeg gik med min veninde på den våde vej. Vi snakkede om mange ting. Mange sjove ting.
Det regnede stadigvæk, og jeg dækkede mit hår med et halstørklæde. Det var stadig meget mørkt udenfor, og lygtepælene hjalp ikke særlig meget. Vi gik op ad de våde trapper, og videre på broen. Hvis man kiggede ud på vejen, så man kun biler, busser og lastbiler. De venter alle sammen på at komme videre i livet, og få overstået den trafik der var. Alle sammen helt travle. Der var ikke så mange andre elever, kun os og en dreng foran. Så skete det hele der..
Jeg skulle lige ned og binde mit snørrebånd. Mit snørrebånd går hele tiden op, og hvem vil have våde og beskidte snørrebånd? Jeg stod selvfølgelig stadig for enden af broen på fortorvet. Min veninde siger at lyset er grønt, og vi skal skynde os. Jeg løber ud til hende, og vi fortsætter. Drengen foran os løber. Jeg kigger ned, for at se mine snørrebånd. Ligepludselig mærker jeg et lille pust, et lille tryk ved min mave. I samme øjeblik hører jeg min veninde blive forskrækket og stopper op.
Hun tager lige fat i min hånd. Lige i det øjeblik, var det som om at se sit liv passere, men det skete ikke. Jeg kiggede op. Alting var i slowmotion. Manden der sad i bilen havde mørkt hår og briller på. Han gav os et blik, et blik som siger mere end tusind ord.
Han kiggede vredt på os og passere videre. Han kører så stærk, at vi ikke kan se bilen mere. Et øjeblik står vi helt mundlamme, begge to. Der skulle ikke så meget til for at han havde ramt mig. I det næste øjeblik ved vi ikke om vi skal grine eller blive vrede. Vi snakker lidt om det, og det udvikler sig til vrede. Det var jo billistens skyld. Men heldigvis var der ikke sket noget, og jeg er ret sikker på at der er en skytsengel, som altid passer på mig.
Heldigvis blev det ikke til noget den her gang. Men en engel kan ikke altid beskytte mig forevigt. Hvorfor skal der være plads til så meget uro og fare i verdenen? Jo mere jeg tænker over hvad der skete denne morgen, jo mere tænker jeg over hvad der ville ske bagefter? Og hvad med alle dem der har mistet livet, på grund af et par farlige mennesker i en bil?

Ja, et lidt langt indlæg, men jeg håber I vil læse det alligevel!
XOXO Maria Nhu