Nyd tiden med dem man har, inden det er for sent

For at være ærlig troede jeg ikke at dette ville ramme mig så hårdt. Det startede med at være en ganske almindelig søndag med kirke (jeps, er kristen) og tøndeslagning i anledning af dagen, som alle børnene glæder sig utroligt meget til. De har nu (igen) muligheden for at klæde sig ud i små søde kostumer af helte, prinsesser, dyr og jeg ved ikke hvad. Som jeg et par gange har nævnt her på bloggen, er min farfar kommet på plejehjem her for nyligt. Min familie traf endelig denne beslutning efter lange og tunge overvejelser. Men sådan er det jo, når man bliver ældre og mister hukommelsen og ikke længere kan klare sig selv. Min farmor er der stadigvæk, men ikke engang hun kan forsørge ham, nu hvor han er ”helt væk”. I dag kom mine brødre og fætre og kusiner for at besøge ham. Lugten af gamle mennesker mødte os lige så snart vi kom ind på plejehjemmet, men idet han fik øje på os kunne man ud fra hans strålende blik bedømme at han var glad. Han kan stadig huske os og vores navne. Da jeg trådte ind på hans værelse, begyndte tankerne at vælte i mit hoved. Især da jeg så billedet af min farfar og farmor, som hang ved siden af hans seng. Det må jo være enormt hårdt for dem begge sådan lige pludseligt at blive adskilt og hvordan ville det mon være for min farmor, når han om nogle måneder eller år fuldstændigt har glemt hende og os? Det minder mig lidt om filmen The notebook. Han har fået et værelse med et stort vindue med udsigten ud til hans gamle hus. Der, har han boet i det meste af den tid jeg har kendt ham. Han kigger hele tiden derud siger til os at han vil hjem - til sit hus, til min farmor. Han har virkelig ikke lyst til at være der. Men hvad er der at gøre? Han bliver nødt til at blive der. Jeg kunne mærke klumpen i min hals vokse, og det gør den også lige nu, mens jeg sidder og skriver dette. Jeg anede virkelig ikke at dette ville sætte sådan et stort spor på mig. Det er nok også fordi han sagde at vi ikke måtte gå, da vi skulle til at tage hjem. Jeg kunne virkelig ikke få mig selv til at gå. Det er virkelig mærkeligt at se synet af en gammel mand, som snakker om alt muligt tilfældigt, der falder ham ind og som anstrenger sig for at gå og huske ting og minder. Men tiden går og går jo, og mens den gør det vil jeg nyde alle de stunder jeg stadig har med ham. Livet kan jo ikke altid være trygt og godt hele tiden, for alting har vel en begrænsning. Du er nødt til at være stærk, farfar! Det skal nok gå. Vi skal jo nok komme og besøge dig.

Love,

Linh